Ulvene skal udryddes – De gule er gået i flyverskjul

Vi ville gerne have skrevet noget skarpt og poetisk om pokal-semifinale braget – men lad os være ærlige: Efter Froholdt’s derbydrøn og Leragers 30 meter fra helvede – hug mod Viborg… der lå vi i sprit. De dér blå ugle-shots? De smager som himlen over Østerbro. Vi beklager intet. 1-0, clean sheet, finalebillet i hus.

Herning bliver blå og hvid, og Silkeborg får den hårdeste himmelfart, når de står over for byens hold den 29. maj. Ja, det havde været magisk at løfte pokalen i Parken – selvfølgelig. Finalen skal spilles på Heden – på et stadion med færre sæder end der var Bundby-fans tilbage det sidste kvarter af derby. Og en stemning der… lad os være ærlige… sjældent brænder igennem, medmindre der er gratis fadøl og fyrværkeri inkluderet. Men fuck nu det, det er, hvad det er. – vi skal bare vinde. Og det gør vi.

Vi tæller minutter til indmarch

Men nu: FCK – FCM. Søndag. Kl. 20.00. Parken. Det bliver vanvittigt, hold kæft hvor vi glæder os! Parken kommer til at eksplodere. Det er en af de der kampe, hvor man kan mærke det i maven flere dage før – hvor byen begynder at summe, og man næsten kan høre stadion ånde, længe før fløjten lyder.

Vi topper tabellen med ét point. Når vi vinder på søndag? Så er der fire ned til FCM. Og ja, der er to runder tilbage. Men alle ved det: Det her er finalen før finalen. Vinder vi, så lugter det af guld-vinder-march. Jyderne kan godt begynde at Google, hvordan man siger “tilløk med guldet” på københavnsk 🤞🏼

Det sejlede

Men vi har ikke glemt, hvor vi kom fra. For kort tid siden lignede vi et hold, der havde glemt alt om hvordan man lavede mål. Det sejlede. Det stank. Men nu ruller maskinen. Froholdt sprinter, der er ild i Larsson, og Lerager… han laver fucking mål fra Mars. På papiret ser vi flyvende ud – men vi ved, det er nu, det gælder. Nu bliver det afgjort, hvem der er kongen af Suppen. Det bliver fanme ikke en grå, fesen midtjyde, der skal løfte dét trofæ!

Der er så stille i Bundby

Og mens vi fyrer op under gulddrømmene i København, har der været usædvanligt stille fra Pestegnen. Siden derbyet, hvor vi moste dem så hårdt at betonen fik tinnitus, har de gule været forsvundet præcis som deres mesterskabsambitioner. Alle der har knækket AI-koden, smider stadig billeder op af tudende Bundby-spillere og lever højt på Pestegnens nederlag.

Forza FC

Vi lever også højt. Og vi bliver ved. Vi er F.C. København. Vi går efter guldet. Tag dine FCK-briller på, mød op i Parken, og vær med til at gøre det, de gule ikke kan: Spille med om noget, der faktisk betyder noget.

Vi smider selvfølgelig en update fra Parken – enten kort efter eller dagen derpå. Det afhænger af humøret… og promillen.

//Løver og Landshold – Følg os på Facebook, så er du in front, når vi smider nye artikler ud 😘

PS. Møs til Zeca 💙

Translate »