Svindel i elbranchen skal stoppe

Det bliver tryggere for danskerne at købe strøm. En bred politisk aftale sætter nu ind mod brodne kar i elbranchen og gør markedet mere troværdigt og gennemsigtigt.

Der har været alt for mange eksempler på, at forbrugerne har haft dårlige oplevelser og er blevet snydt, når de har skiftet elselskab de senere år. Kunder har fået tilbageholdt tusinder af kroner. Regninger, der er blevet markant større end lovet. Kreativ markedsføring og uigennemskuelige abonnementer og kontrakter.

Bredt flertal enig

Regeringen er derfor enige med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet om, at det skal der sættes en stopper for. For at gøre det tryggere at være forbruger og slå ned på svindel i elbranchen er et bredt flertal nu enige om en række tiltag, der skal sikre bedre forbrugerbeskyttelse. Formålet er fair konkurrence på priser og gennemsigtige vilkår i stedet for lige lovlig kreativ markedsføring og forretningsmetoder.

”Det er helt afgørende, at vi får ryddet op på elmarkedet, så danskerne kan stole på, at deres elregning er gennemskuelig og fair. Forbrugerne har alt for længe været prisgivet, og det skal vi have sat en stopper for. Jeg er glad for, at regeringen nu tager ansvar med konkrete initiativer, som både stiller krav til elselskaberne og beskytter danskerne mod fup og fidus. Det bakker vi i Danmarksdemokraterne fuldt op om,” siger klima-, energi- og forsyningsordfører for Danmarksdemokraterne, Mads Fuglede.

Translate »