
Strandboulevarden får tiltrængt løft: Nyt grønt parkstrøg
Der er godt nyt på vej til beboerne på og omkring Strandboulevarden: Københavns Kommune planlægger at forvandle strækningen til et grønt og rekreativt parkstrøg – med masser af træer, nye opholdspladser og mere liv.
Når arbejdet går i gang i starten af 2026, vil boulevarden få fire små byrumspladser, hvor der bliver plads til ophold og fællesskab. Her vil du kunne finde spiselige æblesorter, blomstrende stauder, græsser og urter – alt sammen udvalgt for at skabe varierede naturoplevelser året rundt, samt for at give biodiversiteten et løft.
Både grønt og gavnligt
Selvom 47 eksisterende træer må lade livet for at give plads til de nye tiltag, bliver det hele rigeligt kompenseret: Hele 118 nye træer plantes. Det grønne løft handler dog ikke kun om hygge og æstetik – det er også en del af kommunens indsats for at klimatilpasse byen.
I fremtiden vil regnvandet fra området blive ledt til parkstrøget og videre mod havnen, så kvarteret bedre kan modstå skybrud og oversvømmelser. Anlægsarbejdet forventes at tage cirka tre år og udføres i etaper, så det ikke hele tiden vil påvirke hele boulevarden, skriver Københavns kommune.
Læs også: Smagen af dansk sommer hos Juno the Bakery
Foto (illustration) og kilde: Københavns kommune