Søndagens derby i Parken var en af de kampe, hvor man bare må bøje sig i støvet for FC København. Det her opgør havde alt, hvad man kunne drømme om: intensitet, drama, mål, og ikke mindst en stemning, der fik hele nationalarenaen til at syde. FCK sikrede sig en 3-1 sejr, selvom Brøndby var en mand i overtal fra det 43. minut.
Gæsterne fik en “hjertelig” modtagelse med et banner fra Sektionen , hvor der stod: “Velkommen til Parken, røvslikkere!”.
Brøndby-fansene forsøgte desperat med deres eget banner, hvor der stod “Spark og slå på FCK” – lidt for pinligt til at tage seriøst. Den håbløse besked – som nogle af de pisgule fans også bar på trøjerne – hang ynkeligt fremme indtil kort før kampstart, hvor den blev fjernet.
Allerede fra første fløjt var Parken i kog, og FCK spillede som en tændt nytårsraket, mens Brøndby kæmpede med at finde energien. FCK bragte sig hurtigt foran med to mål, mens Brøndby lignede et hold, der knap var stået op.
Midt i al intensiteten blev kampen kortvarigt stoppet i første halvleg på grund af røg, efter romerlys og røgbomber der gjorde atmosfæren på nedre B endnu vildere.
Men som det ofte sker, begyndte nervøsiteten at sprede sig, da Brøndby pludselig vågnede op efter, at Marcos Lopez blev sendt i bad før tid. Mange var åbenlyst utilfredse med beslutningen, og det gjorde de dommeren klart. Parken boblede over af intensitet, og man kunne næsten skære igennem den spændte atmosfære. Da der blev fløjtet til pause røg nogle spillere og stab kortvarigt i totterne på hinanden.
Selvom tempoet dalede lidt i anden halvleg, sad nerverne stadig udenpå FCK trøjen. Brøndby fik sneget sig til en reducering til 2-1 og fik dermed lidt ekstra tænding på spændingsknappen. Men så kom Elyounoussi ind fra højre, og smækkede bolden i kassen, og så var Brøndby’s håb lige så fladt som ballonerne der fløj rundt på Sektionen, er på nuværende tidspunkt. Parken eksploderede i ren ekstase 💥
For en stund pakker vi al tvivl væk og bøjer os i støvet for denne præstation. For fanden, hvor var det vildt at være vidne til! Alt i alt, så var dette derby en ægte følelsesbombe fra start til slut. Det var en så sindssyg kamp, at selv nedre A på et tidspunkt måtte op af sæderne – og det siger ikke så lidt!
Vi er nødt til at gentage det: Det var simpelthen en genial kamp med en vanvittig stemning! Nu rammer landsholdspausen, og vi kan ikke forestille os en bedre måde at gå til pause på.
Husk vores gruppe på FB hvor vi smider nye artikler ind.