
Sommersus
Charlottenlund Slot byder velkommen til et nyt kapitel i festivalhistorien. Her kombineres de smukke omgivelser i Charlottenlund Slotspark med fantastiske koncertoplevelser, kultur og social hygge.
Sommersus er mere end blot en festival – det er en havefest i storbyen, hvor vi samles om musik, kultur og en fælles følelse af håb. Vi har skabt et balanceret program med lige fordeling af mænd og kvinder, de nye og de meget etablerede, fordi vi ønsker at fremme samhørighed og optimisme i en svær tid.
Vi elsker øjeblikket, hvor picnictæppet foldes ud, roséproppen springer, og ungdommen får lov at folde sig ud i trygge rammer natten igennem. Når gæsterne ankommer på cykel eller med toget til stationen lige om hjørnet, bekræfter det vores vision: Vi er måske ikke de største, men vi er de hyggeligste, skrives der i en pressemeddelelse.
En ny festivaltradition fødes
Efter to fantastiske år med Sommersol på Slottet tager vi stafetten videre og skaber en endnu større fest fyldt med magi, musik og fællesskab. Festivalen finder sted ved Charlottenlund Slot d. 6 – 7 Juni 2025, der i århundreder har dannet rammen om royale fester, kunst og kultur.
Line-up 2025
De første navne til festivalen er nu offentliggjort: Skinz, Freja Kirk, Liga, Piskeringen feat. Kaka & Pharfar, Ida Corr, Nicoline Toft og Lis Sørensen. Flere kunstnere vil løbende blive annonceret.
Børne-hygge lørdag
For børnefamilierne byder lørdag formiddag på et omfattende børneprogram i samarbejde med Bellevue Teatret. Børn under 12 år har gratis adgang i følgeskab med en voksen.
Det officielle billetsalg starter lørdag den 15. februar kl. 10:00 via Sommersus.dk.