
Saint clara klar med efterårskoncerter
Efter en forrygende start på året, hvor hun fyldte både Det Kongelige Teater og Musikhuset i Aarhus, samt åbnede årets Fredagsrock i Tivoli med en smuk koncert på Plænen, er Saint clara nu klar til nye eventyr.
Den talentfulde sangerinde har i februar udgivet EP’en Songs I Cry 2 – en personlig samling sange, som kredser om store følelser og nære øjeblikke. Med sange som det rørende hit How I Love You udforsker Saint clara sit eget følelsesliv og inviterer publikum ind i en ærlig og skrøbelig verden.
Til efteråret kan fans glæde sig til en helt særlig koncertoplevelse, når Saint clara indtager scenerne i både Aarhus og København. Her vil hun præsentere et mere afdæmpet, fokuseret show, hvor sangskrivningen og musikken får lov at stå helt i centrum – uden store armbevægelser, men med masser af nærvær og ægte følelser.
Saint clara live 2025 i Falkonersalen, København – 7. november 2025. Billetsalget starter onsdag den 30. april kl. 10 via United Tickets.
Billede: Louie Jacob