POV: Har de brune værtshuse en fremtid?
Hver gang et brunt værtshus lukker mister byen et stykke historie, et fristed, en stemning, et social smeltedigel, hvor generationer, fag og samfundslag har krydset spor. Et sted, hvor livet blev vendt og drejet over disken.
Er tiden løbet fra dem?
Det er ikke til at komme udenom, at bybilledet har ændret sig. Caféer med surdejsbrød, cortadoer og naturvin er skudt op overalt. Lokaler med slid og patina, der engang rummede en livlig bodega, bliver i stigende grad forvandlet til moderne caféer – som det for eksempel skete med Glashuset i Nordvest.
Middelklassen har penge på kontoen, og de vil hellere sippe espresso med havremælk og tage billeder til Instagram end at kaste terninger i et røgfyldt lokale og føre en god gammeldags samtale med sidemanden.
Bekymrende samfundetsudvikling
Og måske er det netop dér, problemet ligger: Er vi blevet for indadvendte? For bange for at tale med andre? For optagede af os selv og vores telefoner? Mange vælger i dag hellere at sidde på en café og iagttage verden passere – end at gå ind på et værtshus, hvor man næsten automatisk falder i snak med nogen.
Et værtshusbesøg kræver nærvær og spontan kontakt, og det er noget, mange af os er blevet lidt sky over for. Den tilfældige samtale med ham foran i køen Netto eller med sidemakkeren i bussen er forsvundet. Måske har vi afskaffet det uformelle fællesskab – og det er ikke bare et kulturspørgsmål, men et tegn på en bekymrende samfundsudvikling.
Et sted hvor man bare er
Skal alle steder i byen være fancy cafeer med 17 forskellige kaffesorter og friskbagte Croissanter? Skal vi ende med et byrum uden historiske steder, hvor man kan være sig selv og tage et slag Billiard? Et værtshus er – eller har i hvert fald været – et sted, hvor man bare er. Hvor samtalerne ikke nødvendigvis starter med, hvad man laver, men med, hvem man er.
Vi er nødt til at bruge dem
Er det publikum, der normalt har sin gang på værtshusene, en udryddelsestruet art? Eller er det bare os andre, der har glemt, at de steder stadig eksisterer? Hvis vi aldrig går derind, så forsvinder de – og med dem, en hel verden af historier, stemninger og mennesker, vi aldrig nåede at lære at kende.
Og svaret ligger netop der: Hvis vi vil bevare de brune værtshuse, skal vi ikke bare romantisere dem, når de lukker. Vi skal besøge dem, mens de stadig er her. En øl, en snak, en sang på Jukeboksen. Det kunne være starten på noget. Starten på at bevare det, vi er ved at miste, både værtshusene og det uformelle fællesskab.
Læs også: Haralds Bodega lukker – Hermod sender opråb: “Vi mister mere end bare værtshuse”