Her til aften tog vi igen en tur ud i København for at udforske byens julemarkeder og nyde stemningen. Efter forrige uges lidt blandede oplevelser var vi spændte på, at udforske byen yderligere.
Julemarkedet på Kongens Nytorv var lukket! Boderne har kun åbent i weekender, hvilket vi må sige er temmelig kedeligt for en plads med så central beliggenhed. Der var mange turister på skøjtebanen, men det ændrer ikke på, at pladsen stadig savner den hyggelige belysning, vi efterspurgte i sidste uge. På en hverdagsaften, klokken 18.00, var pladsen altså noget flad.
Det er Indre Bys handels- og erhvervsforening, KBH – Commerce & Culture (KCC), der står bag arrangementet, sponsoreret af Pepsi. Og vi må bare spørge: Hvad tænker de, og synes de mon selv at det lever op til den vision de havde? Hvordan kan en så central plads som Kongens Nytorv få lov at fremstå så halvhjertet? Eller er det os, der bare har for høje forventninger til København? Vi foreslår, at medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget selv tager en aftentur på en hverdag og ser, hvad de har sat i værk – eller måske rettere ikke har sat i værk.
Thorvaldsens Plads leverer på lys og hygge
Som lovet svingede vi forbi julemarkedet på Thorvaldsens Plads, hvor markedet leverede varen. Med sine flotte lysinstallationer og mange gode boder var det en fornøjelse at gå rundt og suge den ægte julestemning til sig.
Nyhavn og Broens Skøjtebane
Som de juleentusiaster vi er, tog vi også et smut forbi Nyhavn. Her var alt som forventet – de samme boder med nisser, “hjemme”strik, gløgg og vafler på pind, som man kender dem. Klassisk og hyggeligt, men ingen store overraskelser.
Aftenens højdepunkt ud over Thorvalsens plads, blev Broens Skøjtebane! Her var der masser af liv på isen og folk nød varme drikke. Vi må dog stadig pointere, at gløggkrusene er blevet mindre end de var i 2022, hvilket vi endnu ikke har glemt – men heldigvis smager gløggen stadig godt og er varm. Derudover er der en meget dominerende belysning ved boderne, men altså for lidt og for meget 😅 det er en mindre detalje.
Jul i København: Potentiale til mere
Som vi skrev sidst, så har København potentialet til at skabe noget mere spektakulært. Vi håber, at byens beslutningstagere næste år tør tænke lidt større – for med byens charme og centrale pladser er mulighederne rigtig mange. Og så skal vi nok lade være med at koge mere suppe på dén… lige foreløbig 😉🎄⛸️🫶
Vi håber, at 2025 bliver året, hvor København tænker lidt ud af boksen og giver den gas med julelys, boder og stemning i verdensklasse!
Følg os på Snapchat hvor vi lægger videoer ud når vi er ude i byen: Detskerikbh.dk