
Olsen Banden: Nu får Egon, Benny og Kjeld deres egen statue
Olsen Banden får sin egen statue i Valby. Statuen er realiseret takket være et stort engagement og bidrag fra fans og sponsorer.
Siden 2019 har initiativtager Henrik Hansen arbejdet på at realisere drømmen om en Olsen Banden-statue. Efter ønske fra afdøde Morten Grunwald skal statuen placeres på Valby Tingsted med front mod Nordisk Film-studierne. Gravearbejdet er i gang, så du bør kunne se placeringen allerede nu.
Fra Italien til Danmark
Statuen, som består af tre bronzefigurer af Egon, Benny og Kjeld, er skabt af kunstneren Thor Larsen. I løbet af april er statuen blevet støbt i bronze i Firenze. Den ankommer til Danmark i maj, hvor den skal have sokkel på hos en stenhugger. Herefter er Olsen Banden Statuen klar til indvielse.
Dermed realiseres seks års hårdt arbejde for Henrik Hansen, initiativtager og formand for Olsen Banden Statue Foreningen, med at få indsamlet to millioner kroner i donationer. Statuen indvies på Valby Tingsted den 1. juni.
Olsen Banden
Olsen Banden-filmene blev skabt af Erik Balling og produceret af Nordisk Film, og her er adm. direktør Allan Mathson Hansen meget glad for, at statuen nu kan indvies. ”Olsen Banden er ikke bare uløseligt forbundet med os hos Nordisk Film, men med hele Danmark. Erik Ballings filmserie om banden med de store planer er et tidløst og elskeligt portræt af den danske folkesjæl, som begejstrer ikke bare de gamle, men også de unge generationer. Vi er stolte af at have været med til at støtte Henrik Hansens prisværdige initiativ,” siger Allan Mathson Hansen.