OL i København? Lad os være realistiske, før vi begynder at bygge stadioner og arenaer

OL i København? Lad os være realistiske, før vi begynder at bygge stadioner og arenaer

Her på Detskerikbh.dk elsker vi store visioner for vores fantastiske by. Men da vi så, at der var afsat en halv million kroner i budgettet til at undersøge muligheden for at få OL til København, troede vi, det var en joke. Vi måtte lige tjekke, om det var 1. april.

Efter at have tygget lidt på det, er vi kommet frem til to mulige forklaringer på, hvordan den idé overhovedet endte i budgetaftalen. Enten har personen bag idéen været så irriterende, at de andre politikere til sidst har givet op og tænkt: “Okay, du får de penge til din undersøgelse, bare stop med at plage!” Eller også har vedkommende scoret point på en anden måde – måske ved at være kaffemester for rådhuset i månedsvis?

At bygge de nødvendige stadioner, arenaer og alt det andet, der skal til, ville kræve en formue. Det er nok ikke lige den regning, vi har lyst til at skrive under på.

Misforstå os ikke, vi er de første til at heppe på visioner for København. Det var fantastisk at have Tour de France i København. Men at gå fra at arrangere Tour-starten til OL? Det er at tage munden for fuld. Vi synes måske lige skal slå bremsen i og fokusere på arrangementer, der ligger lidt mere inden for rækkevidde.

Tour de France, VM i håndbold, maratonløb – vi er vilde med det! Men OL? Lad os fortsætte med de fantastiske events, der passer til vores by, og holde OL-drømmene på hylden indtil videre. For selvom det er sjovt at drømme, skal vi også lige huske på, at der er en verden til forskel mellem at være værter for Tourens start og for et OL!