
Den gode tone er dårlig i mange kommentarer på Facebook. Desværre er det ikke alle, der tænker over, at det, de skriver på Facebook, måske ikke er noget, de ville have sagt ansigt til ansigt. TrygFonden og Analyse & Tal har gennemført den største kortlægning af angreb og had i den offentlige debat på Facebook.
Rapporten, der omfatter 73 millioner opslag og kommentarer, afslører, at det er langt sværere at opretholde en god tone online, end man måske skulle tro.
Næsten hver 20. kommentar (4,5 pct), der står tilbage i den offentlige debat på politikeres og mediers Facebooksider, er et sprogligt angreb. Hver 20. kommentar lyder måske ikke af meget, men det er svært at forestille sig andre ’samtale-’, debat-og deltagelsesformater, hvor hvert 20. indspark er et angreb.
Andelen af angreb er uændret siden 2019. Debatten på politikernes sider er den hårdeste (6,2 pct. angreb) efterfulgt af debatten på mediernes sider (4,2 pct. angreb). Hvis vi tæller debatten i de offentlige Facebookgrupper med, falder den gennemsnitlige andel af angreb til 2,5 pct., fordi tonen i de borgerdrevne Facebookgrupper er markant bedre (1 pct. angreb).
Ud af de 3,2 mio. angrebskommentarer, som A&ttack har fundet i debatten, er 1,52 mio. hadefulde, og 1,64 mio. er anstødelige. Hadefulde angreb er defineret ved at være baseret på beskyttede karakteristika, såsom etnicitet, køn, alder, social klasse, seksualitet, religion og funktionsvariationer.
Størstedelen (35 pct.) af alle de hadefulde angreb er baseret på ’etnicitet og nationalitet’. På andenpladsen kommer ’køn og kønsudtryk’ (22 pct.). På tredjepladsen ‘funktionsvariationer’ (21 pct.).
Hvem står bag angrebene?
68 pct. af angrebene er skrevet af profiler med mandligt fornavn. 32 pct. af angrebene er skrevet af profiler med kvindeligt fornavn. Vi estimerer, at personer over 40 år står for knap 80 pct. af angrebene. 0,2 pct. af brugerne står for 30 pct. af angrebene i vores stikprøve fra de offentlige Facebookgrupper. Det lader med andre ord til, at en lille hårdkogt kerne står for en uforholdsmæssig stor andel af angrebene skrives der i rapporten.
Top 5 ud af 192 politiker- og partisider på Facebook med den største andel angreb i kommentarsporet:
- Rosa Lund (EL) 20 pct.
- Mikkel Bjørn (DF) 15 pct.
- Frie Grønne (Q) 14 pct.
- Peter Skaarup (DD) 12 pct.
- Kenneth Fredslund Petersen (DD) 11 pct.
Top 5 ud af 467 mediesider på Facebook med den største andel angreb i kommentarsporet:
- DEN KORTE AVIS 22 pct.
- Frihedens Stemme 20 pct.
- Del efterlysningen 14 pct.
- LOCAL EYES 13 pct.
- 180Grader 11 pct.