
Rådet for sikker trafik
Fra i dag, den 1. marts 2025, starter en ny forsøgsordning, hvor TrygFonden hjerteløbere og 1-1-2 Akuthjælpere må køre med grønt blink på taget af bilen, når de er på vej til en livreddende opgave.
Hjerteløbere og 1-1-2 Akuthjælpere må køre med grønt blink. Formålet med det grønne blink er at gøre andre trafikanter opmærksomme på, at en frivillig borger er på vej til en livreddende opgave, fx hjertestop.
Må ikke overskride færdselsloven
De grønne opmærksomhedslygter giver ikke lov til at overskride færdselsloven, men tjener alene det formål at øge opmærksomheden på køretøjet.
Du får samme sanktion/bøde, som hvis du kører uden grønt blink, hvis du fx kører for stærkt, over for rødt eller på anden måde overtræder færdselsloven.
Hvad skal man gøre, hvis man ser en bil med grønt blink i trafikken?
Du skal overholde færdselsreglerne. Du skal ikke skabe plads på vejen, bremse eller vige for en bil med grønt blink. Men vis hensyn, hvis det er muligt.
Transportministeren udtaler:
– Hvert år er der flere tusinde hjertestop og i de fleste tilfælde kommer de frivillige frem før ambulancen. Med det grønne blink kan de nu vise, at de er på vej til en livreddende opgave og medtrafikanter har mulighed for at vise hensyn. De frivillige skal overholde alle færdselsregler.
Formålet er at understøtte en mere rolig fremkøring, blandt andet ved, at andre trafikanter kan undlade at overhale, holde afstand med videre. Samtidig kan blinket være med til at markere stedet, hvor der er en person i livsfare, så ambulancen kan se det, siger transportminister Thomas Danielsen.
Læs mere om ordningen her.