
Fodbold handler om passion. Om store følelser, jubelbrøl og arrige råb mod skærmen. Men nogle gange glider frustrationen over i noget, der ikke længere handler om fodbold – men om at skyde skylden på dem, der egentlig bare forsøger at dække spillet, vi alle elsker. Det har Kasper fra Kvart i Bold måttet sande. Efter endnu en FCK-skuffelse er hans indbakke eksploderet med rasende beskeder fra frustrerede fans.
I en opsang på sociale medier deler Kasper sin oplevelse: 56 vrede beskeder på én dag. Ikke fordi han har spillet kampen. Ikke fordi han har stået for taktikken. Men bare fordi han dækker FCK – og fordi nogle fans ser ham som en ventil for deres frustrationer.
Lad os lige slå det fast én gang for alle: Det er ikke i orden. Og vi forstår ham godt! Vi har selv prøvet det. Af præcis samme grund har vi slået beskedfunktionen fra på vores Facebook-side. Vi skriver med humor, ironi, spas og kant, og hvis folk ikke forstår vores alternative måde at skrive after match-artikler på, ja, så lander der også DM’s i vores indbakke med beskeder som: Er I overhovedet rigtig kloge? Spoiler: Det ved vi heller ikke altid selv! 😉
Passion ≠ personangreb
Fodbold vækker følelser. Vi skal råbe, juble, bande og skælde ud – det hører til, men at fyre sin frustration af i private beskeder til folk man ikke kender, giver ingen mening.
Ja, vi er alle skuffede efter et pointtab i Viborg, men lad os lige huske, hvem vi egentlig skal være sure på. Og nej, det betyder IKKE, at der skal bombes DM’s afsted til spillerne!
Tag en dyb indånding, før du fyrer et eller andet lort afsted online – bare sådan helt generelt.
//Løver og Landshold