
Den 8. marts er Kvindernes Internationale Kampdag – en dag, der verden over bruges til at sætte fokus på kvinders rettigheder, ligestilling og de udfordringer, der stadig findes. I København er der tradition for stærke markeringer og arrangementer, der både hylder fremskridt og sætter fokus på de kampe, der stadig kæmpes.
Her er et udpluk af nogle af de begivenheder, der finder sted i København i år:
March for en verden fri for vold
Danner og Kvinderådet går sammen om en stor markering af kampdagen med taler, musikalske indslag af blandt andet Jada, og en march gennem København’s gader. Hovedbudskabet er en verden fri for vold mod kvinder og børn. Læs mere her.
Kampdagens historie på Arbejdermuseet
Hvordan har kvinder historisk samlet sig på kampdagen, og hvordan har dens betydning ændret sig gennem tiden? Er den stadig relevant og legitim i dag? Arbejdermuseet dykker ned i disse spørgsmål i forbindelse med udstillings- og undervisningsprojektet KVINDELIV. Gennem temaudstillinger kan besøgende opleve, hvordan kvinders rolle i samfundet har udviklet sig – fra de første demonstrationer til nutidens debatter.
Kvindens rolle i kunsten – særomvisning på Glyptoteket
For dem med en interesse i kunst og kultur tilbyder Glyptoteket en særlig omvisning, der sætter fokus på kvinden som motiv, det mandlige blik på kvindekroppen og kvindelige kunstneres udfordringer i en historisk mandsdomineret verden. Omvisningerne finder sted fra kl. 11-12 og kl. 13-14 og giver et unikt indblik i kvinders plads i kunsthistorien.
KVINFO fejrer kampdagen på Nørrebro Teater
KVINFO markerer 8. marts med en aften fyldt med viden, personlige fortællinger, debat, musik, digtoplæsning, fællessang og fest. Fejringen finder sted på Nørrebro Teater og samler mennesker, der ønsker at engagere sig i ligestillingskampen – både gennem refleksion og fejring af de fremskridt, der er sket.
Læs mere om de enkelte arrangementer via arrangørernes hjemmesider.