Der er igen i år julemad i Parken til tusindvis af københavnere lillejuleaften. I samarbejde med Stop Spild Lokalt kan alle hente en pose “gratis” mad i Nationalarenaen. Sidste år fik over 5.000 københavnere mad med hjem til juledagene.
Gratis mad – men mod gebyr
Det fremgår at Stop Spild Lokalt beder om en mindre betaling på 35 kr. ved afhentning af madvarer for at dække omkostninger.
“Det er korrekt, at vi i år har indført et håndteringsgebyr på 35,- i vores Madoaser. Dette gælder også til vores særlige uddelinger som jul, påske osv.,” skriver Rasmus Erichsen, stifter og direktør af Stop Spild Lokalt, i et skriftligt svar til Detskerikbh.dk og fortsætter: “Som udgangspunkt skal alle betale, men Rasmus Erichsen understreger, at der findes løsninger, så ingen går sultne i seng, hvis de ikke har mulighed for at betale”.
Dette betyder, at selvom tilbuddet plejer at være gratis, er der et gebyr – dog med mulighed for undtagelser “i særlige tilfælde”. FC. København kaldte selv uddelingen for “gratis” inden de rettede deres opslag på Facebook tidligere i dag.
Økonomi hos Stop Spild lokalt
Et hurtigt kig på regnskabet hos Stop Spild Lokalt fra 2023, viser indtægter fra blandt andet støttemedlemsskaber, donationer og hele kr. 577.428,- fra Social- og Boligstyrelsen. Lønninger for kr. -544.357 og administrationsomkostninger (kan dække over hvad som helst) for kr. -323.467,-.
Hvilket efter alle udgifter, giver foreningen en bankbeholdning på kr. 484.193,- slut 2023. Det lyder som en ret god “forretning”, men de har alligevel valgt at tage kr. 35,- i gebyr (2024) for mad som de får kvit og frit.
Mål om at være mere for København
Det glæder direktør Jacob Lauesen, at Parken igen i år bidrager til dette initiativ: ”Vi er stolte og glade for at bidrage til, at mange københavnere får en lidt bedre jul, og at vi samtidig bekæmper madspild. Det er en vigtig del af vores strategi om at være mere for København og gøre byen endnu bedre, ikke mindst for dem, der har brug for en hjælpende hånd.”
Det er i øvrigt mandag den 23. december fra omkring kl. 23.00 at Stop Spild Lokalt uddeler mad fra C-tribunen ved Øster Allé.