Torsdag den 24. oktober 2024 markeres Årets Refleksdag i Danmark, en vigtig tradition, der falder lige inden vi går over til vintertid. Formålet med denne dag er at minde os alle om, hvor vigtigt det er at være synlig i trafikken, når mørket falder på – og det er især her, reflekser spiller en afgørende rolle.
Desværre er der mange, der glemmer at bruge reflekser eller ikke forstår, hvor afgørende det er at kunne ses i trafikken. Er du selv bilist, ved du, hvor svært det kan være at se en fodgænger, når belysningen er dårlig. Vejrforhold som regn eller tåge forringer udsynet yderligere.
Der er 85% lavere risiko for påkørsel, hvis du bruger en refleks, når du færdes i trafikken som fodgænger eller cyklist.
Reflekser gør en kæmpe forskel for synligheden, og det kan redde liv. Men hvordan bruger du dem korrekt? Her er et par gode råd:
- Sørg for, at refleksen hænger frit i en snor, så den bevæger sig, når du går eller cykler. Det gør dig nemmere at se.
- Reflekserne bør placeres lavt, så billygterne nemt kan ramme dem.
- Sæt reflekser på begge sider af overtøjet, så du er synlig både forfra og bagfra.
Husk at sætte reflekser på tasker, rygsække, skoletasker, jeres mormor og jeres hund, så de også lyser op i mørket. Det kræver kun en lille indsats, men effekten kan være enorm.
Så husk at sætte reflekser på – for alles sikkerhed i trafikken.
Info fra Børneulykkesfonden.dk