
Efter et sindssygt nervepirrende opgør sikrede FC København sig en plads i ottendedelsfinalerne i Conference League. Med en dramatisk sejr ude mod Heidenheim – efter forlænget spilletid – gik FCK videre med en samlet sejr på 4-3.
FCK tog til det lille stadion i Heidenheim uden en eneste fan i ryggen. UEFA havde tildelt en karantæne efter den vilde pyrofest i Wien, hvilket gjorde det til en ensom affære på tribunen – men på banen? Der var fuld knald på fra første fløjt!
Med et nederlag fra første opgør var optimismen ikke ligefrem på kogepunktet. Vi havde nærmest allerede accepteret, at Neestrup ville spare kræfterne og satse på Superligaen. Men dér tog vi fejl!
Fra start satte de sultne løver sig på kampen. Heidenheim lignede nogen, der havde glemt at tage deres tyske maskineri med på banen – de var stressede og kom på hælene, hver gang FCK skruede op for tempoet. Uvant, men fedt at se et FCK-hold, der ikke kun spillede for at overleve, men faktisk dominerede!
I 37. minut kom belønningen. Chiakha ❤️ bankede fuldt fortjent FCK foran 0-1, og selvom stadion var pakket med tyske fans, kunne man næsten høre ekkoet af københavnske jubelscener hjemme i sofaerne.
Efter pausen blev det hurtigt dramatisk. En længere VAR-gennemgang skabte spænding, og dommeren pegede på pletten. Kevin Diks trådte frem, tog en dyb indånding og smækkede bolden sikkert i kassen til 2-0. Stemningen var euforisk – altså for os, ikke for de tyske fans.
I 74. minut smækkede Heidenheim et direkte frispark i nettet, og så kom der pludselig fuld håndboldstemning på stadion – musik og 3 X navneopråb! Dér lignede FCK nogen, der var ved at køre tør for benzin. Garðaraga måtte humpe af banen med krampe, og tyskerne lugtede blod.
Heidenheim fik en gigantisk chance – men Ramaj, dagens heltekeeper, fløj som Superman og hev en vanvittig redning op af hatten! Men dramaet stoppede ikke der. Lige efter hamrede Heidenheim bolden på stolpen. Vi sad på kanten af sofaen, klar til at kaste fjernbetjeningen i ren panik.
Stadion kogte, tyskerne skød fra alle vinkler, og vi sad med følelsen af, at det her kunne gå grueligt galt. I de døende sekunder appellerede Heidenheim for et straffespark, men den hoppede VAR heldigvis ikke på. Kampen sluttede 1-2, og det betød forlænget spilletid, da Heidenheim vandt 1-2 i København.
Den forlængede spilletid gik lidt frem og tilbage, men spillerne var tydeligt trætte. I 114. minut dukkede Rodrigo Huescas op som en anden actionhelt og sendte bolden i nettet til 1-3! Det var næsten nok til at få en lille tåre frem i øjenkrogen, da spillerne efterfølgende jublede sammen.
Selvfølgelig – der skulle lige komme et sidste hjerteanfald. Heidenheim fik bolden i nettet, men heldigvis havde de også hånd på, og målet blev annulleret 😮💨
FCK kæmpede, og denne aften var de fabelagtige. Ja, der blev begået fejl undervejs, men det ændrer ikke på, at det var en vanvittig kamp. For satan en rutsjebanetur, hold kæft en kamp mand! Der var altså valuta for pengene – og for blodtrykket. Vi kan simpelthen ikke huske, hvornår vi sidst har set en så spændende FCK-kamp. Hvis det er sådan, holdet spiller fremadrettet, så er det jo en våd drøm, der går i opfyldelse. Vi vil have mere af det!
Målscorer Chaiaka fortalte efter kampen, at han et øjeblik var i tvivl om, hvorvidt bolden overhovedet var gået ind – simpelthen fordi han er vant til at kunne høre fansene juble, når FC scorer. Han måtte derfor lige sikre sig ved at kigge sig omkring, før han selv kunne begynde at fejre målet. Han er altså cute!
Chiakha tilføjede desuden, at han håber på at trække Chelsea i næste runde – og naturligvis vinde over dem. Lodtrækningen finder sted i morgen, hvor FCK finder ud af om de skal møde Chelsea eller portugisiske Vitória Guimarães.
//Løver og Landshold
Læs også: Randers – FCK: Selvmål og drama, men FCK hev sejren hjem