Guide: Julemarkeder i København og omegn 2024

Julemarked i København
5
(10)

Julen nærmer sig, København og omegn er snart klar med et væld af julemarkeder. Uanset om du leder efter unikke håndlavede gaver, lækre delikatesser, eller blot ønsker at opleve den hyggelige julestemning, er der i denne oversigt rigeligt af muligheder.

Julemarked på Thorvaldsens Plads

Datoer: 8. november – 21. december

På Thorvaldsens Plads kan du opleve et stemningsfuldt julemarked med boder fyldt med håndlavede varer, delikatesser og julepynt. Det er Julemarkedet på Kongens Nytorv der i år flyttes til Thorvaldsens Plads, da der i år opføres skøjtebane på Kongens Nytorv – Hvor der vil være et mindre julemarked.

Julemarked på Højbro Plads

Datoer: 5. november – 21. december

Højbro Plads forvandles hvert år til en julelandsby med lys, musik og masser af boder, der tilbyder traditionelle julegodter og smukke gaver. Nyd den unikke julestemning, duften af varm gløgg og brændte mandler.

H.C. Andersen julemarked på Nytorv

Datoer: 15. november – 21. december.

H.C. Andersen’s julemarked på Nytorv er opkaldt efter vores berømte danske forfatter og byder på, traditionel julestemning. Her finder du alt fra julepynt og gaver til lammeskind, søde sager, gløgg og varm kakao – et perfekt sted at nyde lidt vinterhygge i hjertet af København.

Jul i Tivoli

Datoer: 15. november – 5. januar

Ingen jul i København uden en tur i Tivoli! Fra midten af november forvandles den ikoniske have til et vintereventyr med sneklædte træer, julelys og boder. Oplev den magiske julestemning, besøg de mange juleboder og nyd forlystelserne i vinterkulden.

Haveselskabets julemarked, Frederiksberg

Datoer: 16. og 17. november kl. 17.00 kl. 11.00-17.00

For et eksklusivt julemarked er Haveselskabets Have på Frederiksberg det perfekte sted. I kun to dage åbner de smukke haver op for en unik juleoplevelse med boder, der sælger håndlavede gaver og lækkerier.

Julemarked på Aldershvile Planteskole, Bagsværd

Datoer: 16.-17. november, kl. 10.00-17.00

Aldershvile Planteskole er der boder med kunst, keramik, tekstil, smykker, delikatesser og meget mere. Der er gratis entré, aktiviteter for børn og et stort fokus på unikt håndværk.

Julemarked på Bernstorff Slot

Datoer 15. november kl. 14.00 – 19.00, 16 og 17. november kl. 10.00 – 16.00.

Julemarkedet med de over 100 udstillere vil præsentere alt hvad hjertet begære af ting såsom julepynt, brugskunst, lækre delikatesser, juletræer, dekorationer, julegodter, glaskunst, mode og andre spændende julegaveidéer.

Halgodt julemarked

Datoer: 15. november kl. 15.00 – 21.00. 16 og 17. november kl. 11.00 – 18.00

Tag familien med til stemningsfyldt julemarked på Halgodt i Skovshoved havn, hvor du kan købe håndlavet julepynt, keramik, delikatesser, blomster og mere. Nyd æbleskiver fra We Love Ice Cream, eller en flæskestegssandwich fra Slagter Lund.

NORD julemarked på Skovriderkroen, Charlottenlund

Datoer: 22. november – 24. november kl. 10.00 – kl. 18.00

Besøg det elegante NORD julemarked på Skovriderkroen i Charlottenlund, hvor der sælges alt fra designvarer til gourmetprodukter og smuk julepynt. En luksuriøs juleoplevelse i skønne omgivelser.

Jul i Dragør

Lørdage og søndage fra den 23. november – 22. december, kl. 12.00-17.00

Hvert år forvandler Dragør sig til et juleeventyr for både børn og voksne. På Dragør julemarked kan du opleve en rigtig nordisk jul. Der er dømt hygge mellem boder som grillhytten, pandekageboden og en masse sjov for børn.

Julemarkeder på BaneGaarden

Der er flere forskellige julemarkeder på Banegaarden. Søndag d. 1 december: Kreativt julemarked kl. 11-16.00. Søndag d. 8 december: Kreativt julemarked kl. 11-16.00. Fredag d. 13 december: Luciadag med markedsstande‍ Kl. 15-20.00. Lørdag d. 14 december: Julemarked med Aarstiderne Kl. 11-16.00.

Julemarked på Kofoeds skole

Dato: 4. december kl. 13.00 – 18.00

Gå på julegavejagt og finde unikke produkter skabt på skolens værksteder. I boderne venter håndlavede juledekorationer, kunsthåndværk og julepynt. Nyd æbleskiver, gløgg og juleklip i en varm og traditionel julestemning på et af Danmark’s ældste sociale tilbud. Holmbladsgade 120, 2300.

Avedørelejrens julemarked

Dato: 8 december kl. 10.00-15.00

Hyggeligt marked med stader med gode sager som håndlavet julepynt, lokale mad- og drikkevarer, bolignips, keramik, hjemmestrik og meget mere. Besøg af julemanden, den svenske artist- og musikfamilie The Carling Family vil stå for underholdningen. Fri entré. Vestre Kvartergade 22, 2650 Hvidovre.

Christiania’s Julemarked

Datoer: 7. – 20. december kl. 12-20 alle dage – sidste dag lukkes kl.18.

Det charmerende marked i Den grå hal, har boder med alverdens håndværk og mange finurlige ting som du ikke kan finde andre steder. Glögg og mad kan købes, og der er levende musik hver dag.

Afsluttende tips og info

Uanset om du vil finde de perfekte gaver, nyde en kop varm kakao eller bare ønsker at opleve den hyggelige atmosfære, er der noget for alle.

En fordel ved at besøge de populære udendørs markeder i indre by på en hverdag, er at der er relativt få mennesker i forhold til i weekenderne. De fleste udendørs markeder lukker kl. 19.00 i hverdagene.

Læs også: Charmerende julemarkeder på Sjælland

God fornøjelse 🎄❤️

Fortæl hvad du synes om artiklen:

Hvor mange stjerner vil du give?

Tusind tak

Følg os på Facebook