
Kirppu i Husum: Stor åbningsfest på lørdag
Som vi tidligere har skrevet, åbner Danmarks største loppesupermarkedskæde Kirppu en ny butik i Husum – og nu sker det: På lørdag den 19. april slår Kirppu dørene op til en spritny genbrugsperle under samme tag som den nyrenoverede føtex på Frederikssundsvej 284.
Åbningsfesten markerer startskuddet på det nye samlingspunkt for genbrug i bydelen og løber af stablen fra kl. 10.00 til 17.00. Her vil hele familien kunne tage del i festlighederne, hvor der venter både gratis fadøl og sodavand, familievenlige aktiviteter – og et kram eller high-five fra maskotten Loppen Louie.
Allerede over 400 solgte stande
Butikken åbner med over 400 udsolgte stande, og det lover godt for de mange gæster, der vil på loppejagt efter alt fra retrofund til gode hverdagskøb.
Kirppu fremhæver selv, at det nye loppesupermarked er med til at bringe genbrug endnu tættere på hverdagen: – Den nye butik i Husum er en god mulighed for at bringe genbrug tættere på danskerne i en hverdag, hvor fleksibilitet er vigtigt. Vores koncept gør det nemt for alle at sælge deres brugte ting og finde gode genbrugsfund, og vi håber, at mange vil kigge forbi til en hyggelig åbningsdag, siger Pernille Seidenfaden fra Kirppu.
Så uanset om du er genbrugselsker, standholder eller bare nysgerrig, så er der god grund til at lægge vejen forbi Frederikssundsvej 284 på lørdag.
Billede: Silje Louw Kirppu Group ApS