Fodboldklubber vil have ansigtsgenkendelse på stadioner

Fodboldklubber vil have ansigtsgenkendelse på stadioner

Vold og ballade skal lukkes helt ned, når de to klubber mødes, lød budskabet fra Peter Hummelgaard forud for dagens møde mellem parterne omkring dansk fodbold.

Det er rockere og banderelaterede hooligans, der skaber ballade og utryghed og forsøger at rekruttere unge, voldsparate foldboldfans, når fodboldklubberne FC København og Brøndby IF mødes til lokalopgør.

Derfor skal grupperingerne i højere grad kunne identificeres og sættes i hooliganregistret. Sådan lyder ønsket fra de to klubber, fortæller justitsminister Peter Hummelgaard, som havde indkaldt parterne, deres fangrupper og flere organisationer til et møde i dag, skriver DR.dk

Hooliganregistret er en liste over personer, der har fået karantæne af politiet fra at opholde sig ved bestemte idrætsbegivenheder.Mødet var sat i stævne af Peter Hummelgaard efter derbyet mellem FC København og Brøndby IF den 1. september.

Minister har fået nok

Efter kampen blev der begået vold mod politiet, og en 7-Eleven butik på Svanemøllen Station tæt på Parken blev plyndret og smadret.Og den slags ballade har ministeren fået nok af.- Den dialog, som jeg har haft i dag med klubberne og de andre aktører, understreger, at der er mere, vi kan og skal gøre, siger ministeren efter mødet.

Hos FC København lægger direktør, Jacob Lauesen, ikke skjul på, at klubben bærer en del af ansvaret for de uroligheder, der sker, når klubben mødes med rivalerne fra Brøndby IF.- På FCK’s stadion er det vores ansvar, hvad der sker. Men jeg kan jo ikke styre folk ude på gaden. Det har jeg ikke beføjelse til. Der tager politiet over, og den skillelinje er vigtig at holde sig for øje, siger Jacob Lauesen efter mødet.Direktøren fortæller, at han især sætter sin lid til det ansigtsgenkendelsesværktøj, som FC København har anmodet Datatilsynet om at få godkendt til brug under kampe i Parken i København, skriver DR.dk

Ansigtsgenkendelse på alle stadioner

Divisionsforeningen, som er klubbernes talerør, oplyser efter mødet, at de også kigger på at kunne indføre ansigtsgenkendelse på alle stadioner, ligesom Brøndby IF allerede har gjort det.- Vi er ved at kigge på, om det kan lade sig gøre over hele fodbolddanmark, siger direktør Claus Thomsen.- Det vil gøre livet surt for dem, som kun tager til fodbold for at lave ballade, siger Peter Hummelgaard, ifølge DR.dk

Forud for dagens møde lød meldingen fra Peter Hummelgaard til DR, at han er klar til helt at udelukke alle fans fra fodboldkampene, når de to hold mødes fremover.Hvis altså der ikke sættes hårdt og effektivt nok ind over for de voldsparate fans.

Den trussel ligger stadig på bordet, lod ministeren forstå efter mødet.- Vi nærmer os en smertegrænse for, hvor meget vi kan forsvare at bruge af politiressourcer, hver gang de store fodboldklubber i Danmark mødes, siger Peter Hummelgaard.Han peger på, at politiet må sætte mellem 160 og 170 politibetjente ind, når FCK og Brøndby IF mødes.- Det er svært at blive ved med at forsvare den anvendelse af ressourcerne, siger han.

Justitsministeren siger efter dagens møde, at han nu vil gå i tænkeboks og arbejde videre med forslagene, som klubberne og de andre organisationer præsenterede ham for på mødet.- Nu må vi alle sammen sætte os i selen for at få ryddet op i de her subkulturer, som ødelægger det for alle os andre, siger Peter Hummelgaard, ifølge DR.dk