
Flysøgninger til København stiger med 45 procent
København blev for nylig kåret som verdens bedste by at bo i. En historie, der har fået hele verden til at rette blikket mod den danske hovedstad. Nye tal fra rejsesøgemaskinen momondo viser, at søgninger efter flyrejser til København globalt er steget med hele 45 procent på blot én måned.
Det var The Economist Intelligence Unit (EIU), der i sidste måned udnævnte København som verdens bedste by at bo i. Nyheden blev omtalt i både danske og internationale medier – og nu viser data fra rejsesøgemaskinen momondo, at der siden kåringen er sket en stigning i søgninger til byen. I ugen efter offentliggørelsen (16.–24. juni) steg flysøgninger til København fra udlandet med 45 procent sammenlignet med én måned tidligere.
”Københavns nylige udnævnelse som verdens bedste by at bo i har tilsyneladende sat gang i en bølge af interesse fra rejsende over hele kloden. København byder på en unik kombination af kultur, gastronomi og hygge, der appellerer bredt, og den nye status kan have sat København på radaren for endnu flere rejsende,” siger Julie Astrid Thomsen, presseansvarlig hos momondo.