
Søndag aften i Parken. En såkaldt “Tiktok match” – et udtryk vi lige har lært, men nu bruger, som om vi opfandt det. Oversat betyder det en lavrisiko-kamp, hvor der er flere piger på Sektionen og en masse børn i Parken. Altså, en kamp hvor hyggen burde være i top, og FC København burde cruise til en sikker sejr. Men det er jo FCK…
Hvis der er én ting, vi mestrer, så er det at gøre ting unødigt spændende – eller frustrerende, alt efter hvordan man ser på det. Det her var en kamp, vi regnede med at vinde. Ikke fordi vi er arrogante eller føler os bedre end andre, eller jo, men kom nu – FCK skal vinde sådan nogle kampe. Punktum.
Manglende vilje til at samarbejde
Sektionen meldte kort før kampstart ud, at der ikke ville være visuelle effekter i dag. “Grundet manglende vilje til at samarbejde fra FC Københavns side,” lød det. Oversat? Ingen flag – kun ren stemmebåndsarbejde. Der er på nuværende tidspunkt ikke mere information om situationen.
Walkover incoming
Men det startede ellers godt! Allerede efter otte minutter sendte Viktor Claesson bolden i kassen, og vi tænkte: “Yes! Klassisk walkover-sejr incoming.” Men Sønderjyske havde åbenbart ikke fået memoet om, at de bare skulle lægge sig ned. De svarede først igen med et skud, der kyssede overliggeren, og så – lige før pausen – scorede de sgu. 1-1. Pis!
Marcus Bundgaard
Sønderjyskes målmand, fandt på et tidspunkt sit indre UFC-talent frem og sendte sin egen holdkammerat i gulvet. Kammeraten blev iført en flot bandage og prøvede at fortsætte, men blev skiftet ud i pausen. Nu vi er ved Sønderjyskes målmand – vi må give ham, at han kan gribe en bold – men helt ærligt, skal vi virkelig få en bundklubs keeper til at ligne Buffon? Køb ham i næste vindue!
Anden halvleg: Alt på FCK’s fødder – men ingen mål
Efter pausen blev der da delt lidt kort ud. Først fik Lopez og en jyde en ostemad hver i det 49. minut, og kort efter blev Sønderjyske igen ramt af dommerens gavmildhed. Men ellers? Ikke den store dramatik. FCK sad på det hele. Boldbesiddelse? Tjek. Chancer? Tjek. Mål? … Nej.
Det var i øvrigt fantastisk at høre sektionen synge, da Falk kom på banen. Det er ren kærlighed.
Søndag aften spildt i Parken
Hvordan fa’en kan FCK skuffe 28.922 tilskuere, der har ofret deres søndag aften for at støtte holdet? Folk kunne have slappet af, set Netflix eller lavet noget, der ikke involverede fodbold-hjerteknusning. Det ene øjeblik holder vi (næsten) stand mod Chelsea, og det næste kan vi ikke engang vinde over et bundhold i Superligaen.
Nu gælder det Chelsea
Næste stop: Stamford Bridge. Returkampen mod Chelsea i Conference League venter, selvom generalprøven mod Sønderjyske ikke ligefrem sendte os afsted med raketfart. 1-2-nederlaget i første opgør betyder, at et europæisk mirakel ikke er umuligt – bare meget svært.
Men hey, vi har set det før! FCK har tidligere skabt problemer for storhold, og vi har stadig muligheden for at skrive et nyt kapitel i europæisk historie. Hvis der er noget, vi ved om FCK, så er det, at de elsker de store aftener. Så måske – bare måske – er der stadig en sprække af lys i London.