Man kunne jo godt have håbet på, at FC København ville tage AaB og pakke dem sammen som en våd avis fra første fløjt. Men nej, sådan skulle det ikke gå. De første 20 minutter i Parken var mere søvndyssende end en dokumentar om græs, der gror.
Men så skete der endelig noget. FCK vågnede op og begyndte at trykke på speederen. Der blev skabt flere og flere chancer, og AaB’s forsvar var for alvor på overarbejde. Alligevel gik der lige lovlig lang tid, før der for alvor kom gang i måltavlen. Indtil pausen lykkedes det ikke FCK at få hul på bylden, selvom Mattsson havde en gigantisk chance, som han dog missede.
Efter pausen blev stemningen skruet op. Der blev også fyret en masse pyroteknik af på øvre, hvilket endte med at skabe en meget lille brand på nedre, da der blev kastede noget derned. Kun øvre var åben på grund af disciplinære årsager, men fansene gjorde deres for både at løfte stemningen, og muligvis også for sende en stor fed fuckfinger afsted.
Der var også noget med et banner… og muligvis noget med at Nedre C, begyndte at råbe efter Sektionen. I skrivende stund koger dansk X over, af forargelse.
Nå, tilbage til kampen; FCK pressede fortsat hårdt på, men måtte bruge en hel del chancer, før de endelig fik bolden i nettet. Magnus Mattsson og Mohamed Elyounoussi sørgede for de to flotte mål, som sikrede en 2-0-sejr til FCK.
Men skudstatistikken på 31-2 fortæller historien om en kamp, hvor det godt nok tog tid, før målene kom. Men AaB’s forsvar blev til sidst pakket godt og grundigt sammen, og sendt hjem til Aalborg uden et ben til jorden.
Med denne sejr rykker FC København op på tredjepladsen i Superligaen med 17 point. Så selvom det længe ikke lignede en sikker sejr til FCK, og ikke var nogen videre spændende kamp, blev det til sidst til total dominans på hjemmebane. En grim sejr er bedre end et flot nederlag.
Læs mere om banner og tilråb på BT.dk