
Endnu et år med milliontab til Fisketorvet
Ifølge Ejendomswatch har butikscentret Fisketorvet Copenhagen mall i perioden 2022-2024 givet et tab på næsten 650 millioner kroner før skat. Centret ejes af Unibail-Rodamco-Westfield, et multinationalt fransk ejendomsselskab. Virksomheden er specialiseret i shoppingcentre og ejer 87 af slagsen.
To store projekter blev afsluttet i 2024 på Fisketorvet; Et nyt spiseområde åbnede i marts efter to års renovering, og en ny metrostation med direkte adgang til centret slog dørene op i sommeren 2024. Det har allerede givet bonus med en stigning i kundestrømmen på 4 procent og en omsætningsvækst på 12 procent i forhold til året før.
Fisketorvet havde i 2024 medvind i den daglige drift, hvor overskuddet steg til 111 millioner kroner – en klar fremgang fra 81 millioner året før. Omsætningen voksede til 202 millioner kroner. Alligevel endte regnskabet med et samlet underskud på 154 millioner kroner, primært på grund af en nedskrivning af ejendomsværdien på 259 millioner kroner. Underskuddet er dog mindre end i 2023, hvor det lød på 262 millioner kroner.
Foto: Unibail-Rodamco-Westfield SE