
DHL Stafetten
Aldrig før har så mange virksomheder sikret sig plads til DHL ved billetsalgets åbning. 20.000 hold – og dermed 100.000 personer – bookede sig ind i løbet af få timer, og 70% af alle pladser til Stafetten er nu solgt på blot to dage.
Da billetsalget til DHL Stafetten København åbnede den 4. marts kl. 09.00 gik det hurtigt. På 2 timer var 50% af pladserne solgt. Aldrig før har så mange booket deres stafet- eller walkhold på åbningsdagen. 20.000 af de i alt 32.000 hold var booket på få timer.
Danskerne stiller som aldrig før op til store motions- og sportsevents. Det gælder også DHL Stafetten i København, et af verdens største motionsevents, der har meldt udsolgt de sidste to år. Mere end 2.000 virksomheder deltager i DHL Stafetten i København, og for rigtig mange er det blevet en tilbagevendende og festlig aften med kollegerne.
Hvornår og hvor mange
DHL Stafetten i København finder sted den 25.-29. august 2025, og i år er kapaciteten hævet til 160.000 deltagere. Hvis den store interesse for at deltage fortsætter, ender Sparta Atletik & Løb med igen at byde velkommen til et historisk stort og udsolgt stafetløb i Fælledparken til august.
Lidt historie
Sparta Atletik & Løb afviklede stafetten i København første gang i 1981 med ca. 700 deltagere. Da transport- og logistikvirksomheden DHL kom til som hovedsponsor i 1991, blev løbet døbt DHL Stafetten Kbh.