Danskere er blandt de mest rejselystne i Norden

Danskere er blandt de mest rejselystne i Norden og samtidig det land, hvor økonomien har mindst indflydelse på vores kommende ferieplaner. Det viser en ny undersøgelse blandt mere end tusinde danskere.

Kantar Media har på vegne af rejseselskabet TUI undersøgt danskernes og vores nordiske naboers rejseintentioner de kommende tolv måneder. Resultaterne viser, at Danmark er nogle af de mest rejselystne og at den økonomiske situation har meget lidt indflydelse på vores kommende ferieplaner.

Hos rejseselskabet TUI har de lige nu solgt to procent flere sommerrejser, end de havde på samme tidspunkt sidste år. Den seneste måned er salget steget med 22 procent, fordi flere danskere bestiller en ferie i sidste øjeblik. ”Vi ved, at danskerne historisk elsker at rejse og at der skal meget til, før vi går på kompromis med specielt sommerferien i udlandet,” siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI.

Økonomien

Til spørgsmålet om, hvorvidt den økonomiske situation får danskerne til at ændre deres ferieplaner, svarer hele 69 procent, at det ikke har nogen indflydelse, hvilket er højest for alle nordiske lande.

Mest rejselystne lande i Norden

51 procent af danskerne svarer, at de planlægger en udlandsrejse inden for de næste tolv måneder. Det er en procent mere end sidste år, hvor undersøgelsen også blev foretaget. Til sammenligning svarer 38 procent af finnerne og 47 procent af svenskerne det samme. I Norge er der størst appetit for udlandsrejser, hvor hele 59 procent svarer, at de planlægger en tur til udlandet inden for de kommende tolv måneder.

Translate »