Charterrejsen fylder 75 år – Se de mest populære rejsemål

Det hele startede med en præst og en playboy – Eilif Krogager fra Tjæreborg sendte de første solhungrende feriedanskere sydpå i bus i 1950, og i 1956 trådte Simon Spies ind på scenen med rejser til Mallorca. Det stod hurtigt klart, at efterspørgslen på ferierejser til sol og varme var enorm, og det har den været lige siden.

På trods af at eksperter har spået charterrejsen død utallige gange gennem tiden, rejser over én mio. danskere fortsat på charterferie hvert år, og ferieformen lever altså i bedste velgående. Jan Lockhart har arbejdet i charterbranchen i små 40 år – han startede som rejseguide og er i dag landechef i Sunweb i Danmark og Sverige.

– Dengang det hele blev styret af præsten og playboyen, havde de en form for monopol på feriemarkedet. Feriedanskerne var ganske enkelt delt i to hold, som var det FCK og Brøndby. Da jeg var ung guide på Tenerife, måtte jeg trøste grædende gæster, da de hørte, at Spies have købt Tjæreborg rejser, fortæller Jan Lockhart.

Lav kvalitet og lang transporttid

I charterrejsens barndom var kvaliteten ikke imponerende. Rejsen var lang og bøvlet, hotellerne to- eller tre-stjernede og maden ikke noget at skrive postkort hjem om – til gengæld blev den serveret, og hr. og fru Danmark kunne holde helt fri og nyde solen og fællesskabet.

Men kvalitet blev et vigtigt konkurrenceparameter, da en deregulering af flytrafikken i slut 90erne betød fri konkurrence og mange nye aktører på feriemarkedet. Charterbranchen blev tvunget til at udvikle sig, og det har smittet positivt af på kvaliteten på alt, lige fra hoteller, mad og drikke, transport, oplevelser og aktiviteter på rejsemålet samt nye destinationer.

– En charterrejse i dag har samme ramme som altid – altså en pakke med transport, indkvartering og trygheden ved en rejsearrangør i ryggen. Men i dag kan alt tilpasses den enkelte, uanset om du vil med din partner på et femstjernet hotel kun for voksne på en græsk ø, alene på dykkerferie i Egypten, eller stå på ski i bjergene med 15 venner. Branchen udvikler sig konstant, og trods fordomme og dødsdomme er charterrejsen stadig danskernes foretrukne ferieform, siger Jan Lockhart.

Populær ferieform

1,1 mio. danskere tager årligt på en charterferie, og tallet har været stabilt i mange år, på nær naturlig nedgang ved f.eks. pandemi og finanskriser.

Top 10 over mest populære charterrejsemål for danskerne:

  • Gran Canaria
  • Kreta
  • Mallorca
  • Tyrkiske Riviera (Sydvestlige Tyrkiet)
  • Tenerife
  • Rhodos
  • Hurghada
  • Cypern
  • Bulgarien
  • Costa del Sol

Billede: Sunweb

Translate »