Bispebjerg: Et lokalsamfund med charme og mangfoldighed

Bispebjerg: Et lokalsamfund med charme og mangfoldighed

Bispebjerg i København NV er en fascinerende blanding af kontraster, hvor socialt boligbyggeri ligger side om side med de mange hyggelige villaveje. Området er præget af både byliv og natur, hvilket skaber en unik atmosfære. Husk at se billederne nederst i artiklen.

Et mangfoldigt samfund

Lokalsamfundet på Bispebjerg har sin egen karakteristiske stemning. Her bor en blanding af nytilflyttere og folk, der har været her i generationer. På bænke ser man ofte lokale sidde med en kold øl, og de nyder hinandens selskab, mens travle mødre skynder sig at hente børn fra børnehaven og smider dem i ladcyklen, før turen går hjem til villaer til 6-8 millioner kroner.

Utterslev mose

Ved Utterslev Mose kan man altid finde folk, der jogger eller går tur, mens ænderne svømmer i søen, og fårene græsser i folden ved siden af. Det er et yndet sted for både motion og afslapning, og der er altid børn og familier der samles på legepladsen. Det føles virkelig landligt, selvom det er midt i byen, og der går endda køer på den anden side af den første mose, på det store areal ved Grønnemose Allé.

Den lokale købmand

Den lokale “Min Købmand” på Frederiksborgvej er en fast del af hverdagen. Butikken byder på lidt af hvert, fra dagligvarer til kolde drikkevarer – især sidstnævnte er populært, især om sommeren, hvor temperaturen inde i butikken kan nå op på cirka 1000 grader, får vi fortalt. For en hurtig gang aftensmad eller et stort udvalg af drikkevarer, er det et foretrukket sted at handle lokalt.

En niche butik

I nærheden finder man en særegen hobbybutik dedikeret til modeltog, noget der helt sikkert er et hit blandt ægte togentusiaster. Denne nichebutik tilføjer endnu et unikt lag til Bispebjergs sammensætning.

Symbolet på Bispebjerg

Et af Bispebjerg’s mest ikoniske steder er Grundtvigs Kirke, som tårner sig op “På Bjerget” og har i de seneste år tiltrukket et stort antal turister. Denne imponerende bygning er blevet et populært tilløbsstykke og står som et symbol på området.

Nær kirken ligger Bispebjerg Torv, hvor en café tiltrækker de lokale. Her nyder folk ofte en kop kaffe eller en øl, og det hænder, at der bliver spillet Pétanque ude foran. Der er i øvrigt planer om at byfornye torvet.

Kirsebærallén på kirkegården

Lige overfor torvet ligger Bispebjerg Kirkegård, hvor man hvert forår kan opleve den berømte kirsebærallé i fuldt flor. Dette lyserøde syn har i de senere år trukket masser af turister og københavnere til området. Når man spørger de lokale, fortæller de, at de for 15-20 år siden kunne nyde kirsebæralléen i fred og ro, men efter at de sociale medier har gjort stedet kendt, er der nu et massivt run på hvert forår, hvor alle vil tage billeder på alléen.

Kirkegården bruges af de lokale til både, gå og løbetur samt hundeluftning, det er dog officielt ikke tilladt at ligge på tæpper eller på anden måde “slå lejr”.

Ghettoen

Overfor kirkegården ligger Bispeparken, et socialt boligbyggeri, der er på regeringens såkaldte liste over de 56 forebyggelsesområder (tidligere kendt som “ghettolisten”), hvilket bringer lidt krydderi ind i bybilledet. Bispeparken er let genkendelig med front-bygningens lange monotone front af altaner ud mod Frederiksborgvej, der står i farvemæssigt kontrast til kirkegårdens røde mur på modsatte side af vejen.

Bispebjerg hospital

Bispebjerg Hospital holder til, i mange forskellige gamle og nyere bygninger. Ud mod Tuborgvej kan man se en nyere charmerende beton/metal klods af et parkeringshus med en Netto-butik i bunden. Lige overfor ligger en byggeplads, som angiveligt skal blive en del af hospitalet en dag.

Lersøparken

Bag hospitalet finder du Lersøparken, en stor park med fodboldmål, stier og en legeplads. Her lufter mange lokale deres hunde eller cykler igennem efter arbejde.

En fascinerende bydel

Bispebjerg er en fascinerende bydel i København, der har lidt af det hele. Området udstråler en behagelig ro, der virkelig skal opleves. Her finder man både det skæve, masser af grønne områder og gode muligheder for en gåtur eller en stille stund, hvilket gør det til et oplagt sted at udforske for både lokale og besøgende.

Bispebjerg er ofte omtalt som den pænere del af Nordvest, og det må vi give folk ret i – her er både hyggeligt og pænt, langt mindre hektisk end den anden ende af bydelen, og så trækker det gevaldigt op, at der er så mange grønne oaser.