Kort efter slutfløjtet i søndags meldte Divisionsforeningen (præcis som vi forudså) ud, at kommende derbys skal spilles uden udebanefans, PÅ UBESTEMT TID.
TV2 har haft fat i den engelske Geoff Pearson, professor på Manchester University og ekspert i fodboldvold der mener, at det at udelukke udebanefans ikke er en holdbar løsning på problemet med fodboldvold. Han kalder det “et tegn på, at man har tabt” og “et tegn på svaghed”.
Ifølge Pearson er det ikke en langsigtet løsning, og man kunne lige så godt forbyde alle fans eller fodbold helt. Pearson mener også, at det er vigtigt, at myndighederne opretholder et godt forhold til størstedelen af fansene. Udelukkelse af fans risikerer at skabe en “os og dem-mentalitet”, hvilket ifølge Pearson er “et rigtig dårligt sted at være” siger han til TV2.
“Tomme tribuner er en kollektiv lortestraf, der fuldstændig dræber alt det gode ved fodbold” – var vores formulering i en artikel forleden – vi er jo eksperter i at formulere os sagligt 🙃 Det vi mente var selvfølgelig, at det ikke er en holdbar løsning.
I Storbritannien sørger de for, at hjemmeholdets og udebaneholdets fans er godt adskilt – lidt som at have børnene i hver sin ende af bilen, så de ikke ryger i totterne på hinanden. Sådan er vores stadions dog ikke helt bygget i Danmark.
Som vi skrev forleden, ser det unægteligt ud til, at det er lidt for nemt at lave ballade og smutte over til rivalerne på Brøndby Stadion. Hegn er måske vejen frem! Det er ikke den klassiske “lad-os-alle-holde-hinanden-i-hånden”-mentalitet, men når stemningen koger på stadion, kan et solidt hegn altså gøre underværker.
Som vi også skrev forleden er de stakkels stewards er jo mest til pynt, når de står over for en hær af aggressive fans, der vil en bedre form for indhegning i hvert fald gøre, at der er bedre styr på fansene.
Og helt ærligt, det er da om ikke andet federe end slet ikke at måtte støtte sit hold. Vi taler jo ikke om bur-løsninger som på visse stadions i Polen – bare lidt ekstra sikkerhed, så alle kan nyde kampen uden at komme i nærkontakt med rivalerne!
Vi venter i spænding på, hvilke løsninger alt dette drama ender ud i. Ærligt talt, vi er ikke helt sikre på, at politikerne har den fjerneste idé om, hvad de har med at gøre – men hey, vi lader os gerne positivt overraske! Og så krydser vi fingre for, at Divisionsforeningen’s kollektive lortestraf snart er fortid.