
Hvis du drømmer om en lejlighed i København, skal du have den store pengepung frem. Nye januar-tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at kvadratmeterprisen nu er oppe på 56.637 kr. – det højeste niveau nogensinde for kommunen. Samtidig betyder det, at priserne er fordoblet på bare 10 år.
I december 2014 – lige før årsskiftet ind i 2015 – lå den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder i Københavns Kommune på 28.281 kr. pr. kvm. Dermed er det nuværende prisniveau 100 procent højere end dengang.
”Hovedstaden er et eftertragtet område, og vi har i de seneste måneder set en stigende efterspørgsel på lejligheder i landets hovedstad, som har resulteret i flere handler i et forholdsvis begrænset udbud. Det bidrager igen til at skubbe priserne op, og med en fordobling af prisniveauet på blot 10 år, har prisudviklingen i Københavns haft fart på” udtaler Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Rundt regnet svarer udviklingen i salgsprisen for ejerlejligheder i København til, at køberne i dag betaler cirka 5 millioner kroner for en lejlighed på 90 kvadratmeter, som tilbage i december 2014 kostede cirka 2,5 millioner kroner, skriver Boligsiden I en pressemeddelelse.