
Hvis man tager en tur gennem indre by, især omkring Nyhavn og andre ikoniske steder, er det tydeligt, at København tiltrækker besøgende fra hele verden. Nu viser nye tal, at hovedstaden oplevede en turistvækst på 5 % i 2024, primært drevet af internationale gæster.
Samlet set omsatte turismen i København for over 57 mia. kr., hvoraf mere end 31 mia. kr. kom fra udenlandske turister. Hovedstadsregionen satte rekord med over 15 mio. overnatninger.
”Ud over det store samfundsøkonomiske bidrag, så kommer turisterne jo for at opleve vores hovedstad, så de lægger stor omsætning, som har afgørende betydning for bl.a. vores restauranter, vores kulturinstitutioner og butikkerne. Og på den måde er de vigtige for at holde byen levende og attraktiv for os alle. Så det er rigtig glædeligt, at vi fastholder væksten på vores internationale markeder, på trods af en usikker verden og en benhård konkurrence med de andre europæiske hovedstæder,” siger Søren Tegen Pedersen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.
På landsplan voksede turismen i Danmark med 2 %, men hovedstaden stod alene for 61 % af væksten i internationale gæster. Hovedstaden står derfor alene for over 40 pct. af den internationale turismeomsætning i Danmark i 2024.
De største markeder var Tyskland, USA, Storbritannien, Sverige, Norge og Sydeuropa. Turismen bidrager markant til statskassen, og det samlede skatteprovenu fra hovedstadens turisme i 2024 blev anslået til 18,5 mia. kr., skriver Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.