På en kølig eftermiddag besøgte vi Bouillon på Frederiksberg, og det blev en velsmagende oplevelse. Efter vores mindre heldige besøg på en anden franskinspireret billig-bistro var vi nødt til at prøve restaurant Bouillon, som vi havde hørt godt om.
Vi ankom midt på eftermiddagen og blev mødt af en kø – et tydeligt tegn på stedets popularitet. Heldigvis havde vi bestilt bord, for mange uden reservation måtte skuffede vende om. Indretningen er enkel og pæn, uden de store dikkedarer, bordene står tæt, og personalet var effektive. Det vigtigste – maden – skuffede ikke.
Vi lagde ud med en krydret græskarsuppe, der var balanceret i smagen og serveret med et italiensk-inspireret brød. Til blot 19 kroner var der absolut intet at sætte en finger på. Avocado med rejer fik vi også smagt.
Til hovedret valgte vi braiseret gris med en cremet kartoffelgratin, bedre kendt som flødekartofler… Kødet var mørt, serveret i en glace med masser af smag, og de sprøde grønne bønner vi valgte som tilbehør var udmærket. Vi gik bevidst langt udenom steak fries, efter vores besøg på La Table.
Desserten – en klassisk crème brûlée – var god. Den sprøde sukkerskorpe knækkede perfekt, og vi skyllede det hele ned med en kombination af vand og G&T’s til kr. 49,-.
Prisniveau:
Forretter fra 19 til 47 kr. – Hovedretter fra 79 til 129 kr. – Desserter fra 28 til 39 kr. De kalder det selv ”stor oplevelse, lille regning”.
Konklusion
Med veltilberedt mad og priser, der gør det muligt at forkæle sig selv med flere retter, er Bouillon et sted, vi kun kan anbefale. Det er ikke Michelin-mad, men til prisen er det fandme i orden. Forretterne er små, men tre/fire-retter sikrer, at man går mæt og glad derfra. Husk at bestille bord, hvis du vil undgå skuffelsen ved at blive afvist i døren.
Indretning: ⭐️⭐️ Betjening: ⭐️⭐️⭐️ Priser: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Mad: ⭐️⭐️⭐️⬆️
Solbjergvej 3, 2000 Frederiksberg.