Flying Tiger Copenhagen fejrer en imponerende milepæl med åbningen af butik nummer 1000 – denne gang i Sydney, Australien. Med butikker i 39 lande og en fortsat global ekspansion har kæden cementeret sin plads som en af Danmark’s største detailgiganter. Men med succesen følger spørgsmål om, hvordan deres varer produceres, og det fik os til at undersøge nærmere.
Med et netværk af fabrikker og tusindvis af ansatte i Asien, hvor 80% af deres produkter fremstilles, stiller Flying Tiger’s globale succes krav til deres ansvar som virksomhed. Ifølge Flying Tiger selv arbejder de målrettet med ansvarlig sourcing gennem et adfærdskodeks, der stiller krav til leverandører om at overholde menneskerettigheder og gældende lovgivning.
I 2023 gennemførte Flying Tiger Copenhagen i følge deres hjemmeside 279 audits på fabrikker i Kina og forhåndsscreenede 184 nye fabrikker, hvoraf 16 krævede yderligere handling.
Ternet Ninja
Vi tror bestemt på, at Flying Tiger har et mål om, at alt skal være i orden, og at produktionen skal leve op til de værdier, de kommunikerer udadtil, men vi har jo alle set Ternet Ninja, der på satirisk vis sætter fokus på udfordringerne ved masseproduktion i lavtlønslande.
Er Kritikken Mod Temu Økonomisk eller Etisk?
Temu, den kinesiske e-handelsplatform, har mødt massiv kritik herhjemme, men det er værd at bemærke, at enormt mange danske og udenlandske virksomheder, får deres varer produceret i Asien, præcis lige som Flying Tiger gør. Man kan ikke komme uden om Asien som forbruger med mindre man vil sidde på gulvet i en tom lejlighed. Når danskere handler på Temu, går pengene uden om den danske stat – hvilket formentlig kan forklare en del af kritikken.
Vi underkender bestemt ikke de reelle problemer med giftstoffer i plastikprodukter. Men når danske politikere og plastproducenter kritiserer Temu, kan det næppe udelukkes, at det handler lige så meget eller mere om konkurrence og økonomisk profit som om forbrugernes sundhed. Flying Tiger skriver i øvrigt på deres hjemmeside at de tester alle produkter for farlige stoffer og lever op til lovkravene.
Danmark er et dejligt dyrt land
Mange danskere handler på Temu, simpelthen fordi det er billigt. Det skyldes i høj grad, at priserne på alt i Danmark – fra madvarer og hverdagsprodukter til møbler og alt derimellem – er steget markant de seneste år. Hvordan kan man forvente, at folk skal undgå at handle et sted, hvor de kan finde billigere alternativer, når de lokale priser ofte føles helt urimeligt høje?
Hvem har lavet din mobiltelefon?
Nu er det selvfølgelig ikke fordi, alt skal handle om Flying Tiger, men deres åbning i Sydney gav os anledning til at skrive om et bredere emne. Langt de fleste ting, vi omgiver os med, er jo produceret i Asien. Hvornår har du sidst overvejet, hvem der har samlet din mobiltelefon, dit tv eller din køkkenmaskine – hvor gamle de er, hvor mange timer de arbejder i døgnet, og hvad de får i løn for deres indsats? Vi nægter at tro på at der ikke også er et økonomisk incitament for at rette kritik mod Temu.