Sidste chance for populær Irma-udstilling

Designmuseum Danmark, udstillingen om Irma
Luka Hesselberg
5
(3)

Snart lukker udstillingen IRMA – EN DESIGNHISTORIE, der siden åbningen i februar i år har trukket fulde huse på Designmuseum Danmark. Den 20. oktober er sidste chance for at træde ind i det ikoniske blå Irma-univers og gå på opdagelse i supermarkedskædens fascinerende designhistorie.

Den sidste Irma butik er lukket, men på Designmuseum Danmark i København er der fortsat mulighed for at lade sig omslutte af Irma’s velkendte blå univers – i hvert fald lidt endnu – og tage en nostalgisk tur gennem alt det, der har tegnet Irma’s visuelle profil gennem mere end 100 år.

Et skatkammer af design

Udstillingen, som er den første museumsudstilling om Irma, viser en perlerække af Irma’s mest elskede grafiske elementer som Irmapigen og de røde hjerteklistermærker, som man fik udleveret ved kassen, men også meterhøje Irmapigen-skilte, neonreklamer, kunstdåser og kunstposer, Irma-legetøj og engangstrusser i papir fra 1960’erne. Genstandene i udstillingen er udlånt fra Coop og privatsamlere, men der indgår også en række Irma-genstande fra museets egen samling.

Besøgsrekord og Irma-effekt

IRMA – EN DESIGNHISTORIE har været populær både blandt internationale og danske gæster, og på grund af den store interesse valgte museet i forsommeren at forlænge udstillingen, der ellers stod til at lukke i august, til slut oktober.

Det store Irma-rykind har været medvirkende til, at museet i sensommeren slog sin egen sommer-besøgsrekord og rundede flere end 200.000 betalende gæster pr. 1. august.

Skolernes efterårsferie er sidste uge for IRMA – EN DESIGNHISTORIE. Udstillingen har sidste åbningsdag 20. oktober 2024.

Fortæl hvad du synes om artiklen:

Hvor mange stjerner vil du give?

Tusind tak

Følg os på Facebook