Hvis du endnu ikke har planer på lørdag, så kan du godt begynde at glæde dig. Rådhuspladsen i København bliver nemlig forvandlet til en farverig festplads, når Thai Festival 2025 løber af stablen den 14. juni.
Hele dagen – fra kl. 10.00 til 20.00 – inviterer Den Kongelige Thailandske Ambassade til en gratis festival fyldt med kultur, mad, musik og oplevelser fra Thailand. Temaet i år er “Creative Pulse – Traditionens puls, fremtidens puls”, og festivalen hylder både landets rige traditioner og kreative, bæredygtige innovationer.
Programmet byder blandt andet på thailandske danseoptrædener, live musik og spændende opvisninger i Muay Thai. Du kan også smage dig igennem et væld af thailandske specialiteter, lære nye tricks i madlavningsdemonstrationer og finde håndlavede varer og souvenirs i de mange boder.
Derudover kan du få inspiration til din næste rejse til Thailand, deltage i konkurrencer og meget mere. Kort sagt: en dag, hvor alle sanser kommer i spil. Se hele programmet her!
Så hvis du har lyst til at opleve thailandsk kultur, uden at forlade byen, er det bare med at kigge forbi.