FCK: Den store badedyrs-diskussion

Sæsonen nærmer sig sit klimaks, og F.C. København er kun millimeter fra guldet. Normalt ville det betyde én ting i Parken: En tsunami (fik du den 🤪) af baderinge, krokodiller og lolitadukker i det 13. minut af sidste hjemmekamp. Men intet er normalt i år – heller ikke for de oppustelige plastikpalmer.

Klubben har meldt ud: “I år står vi dog i en helt ekstraordinær situation, hvor alt fortsat er på spil for begge klubber i årets sidste kamp. Derfor skal der lyde en venlig opfordring fra klubbens sportslige afdeling om at afvikle badedyrs-tifoen, når der fløjtes til pause” – Altså når spillerne er i omklædningen og halvdelen af Østerbro er på vej efter pølser og bajere eller skal ned for at pisse.

Traditioner er svære at bryde

Det er svært at argumentere imod vigtigheden af kampen. Det handler om guld, og vi er ikke i Parken for at holde pool party med badebolde og flamingoer, mens vi bliver overrumplet i en kontra. Det er en tradition, og traditioner er svære at bryde, men det er også en tradition, der kan ødelægge kampflow, og i år er der absolut ikke plads til at få afbrudt kampen. Når Larsson er på vej mod mål skal dommeren helst ikke står og kæmpe med en flyvende oppustelig haj i hovedhøjde.

Facebook amokkos

Men. Så kom internettet. Og Facebook gik fuld flodhestecirkus. “Hold fast i traditionen!”, “Fuck de skide badedyr – det handler om guldet!”, “Det er ikke en strandfest – det er en titelkamp!”, “13 min. Giv den gas lige som vi plejer”, “Kampen er sgu for vigtig til overhovedet tænke på badedyr”. Der er flere meninger om badedyrstifoens skæbne end der er farver på en oppustelig regnbueenhjørning fra Bilka.

Det hedder fucking pause

Det giver os i øvrigt en perfekt anledning til lige at brække os over én ting: Kald det nu for helvede “pause”, ikke “halvleg”! Der er to halvlege, ikke tre. Det der sker i midten, hvor spillerne går i omklædningsrummet, og du står i kø til halvdød Carlsberg, det hedder pausen. PAUSE. Punktum.

Guld før oppustelige doughnuts

Vi forstår begge sider af badedyrsgate. Badedyr i pausen virker lidt som at fejre fødselsdag under opvasken. Ingen er på plads, folk har hænderne fulde af fadøl og hotdogs, og halvdelen af stemningen er på toilettet – men man kunne jo også nemt lige blive stående når der fløjtes, værre er det vel heller ikke.

Det aller fucking vigtigste er dog at vi ikke smider guldet! – Så fuck da de badedyr! Vi bytter gladeligt krokodiller i 13. minut, flamingoer i pausen eller luftmadrasser i poolen på Kreta for guld – anyday.

//Løver og Landshold

Translate »