
Barnevognsmarch: Red liv mens du går tur med baby
260.000 kvinder verden over mister hvert år livet, fordi de ikke har adgang til prævention, sikre aborter, fødselsforberedelse eller akut lægehjælp. 99% af disse dødsfald sker i lav- og mellemindkomstlande – og kunne i langt de fleste tilfælde være undgået.
For fjerde år i træk inviterer Sex & Samfund og mødrefællesskabet MaMaMesh derfor danskerne til at ‘gå for verdens mødre’ til Barnevognsmarch 2025 på mors dag d. 11 maj.
For hvert sæt fødder – eller hjul – der går med i Barnevognsmarchen, donerer RFSU 100 kroner til at forbedre vilkårene for gravide og fødende kvinder i Kenya via Sex & Samfunds samarbejde i landet. Kenya er et af de lande syd for Sahara, hvor graviditet og fødsel er den største dødsårsag blandt teenagepiger.
Højaktuelt
Virkeligheden for verdens mødre er kun blevet endnu mere alvorlig, efter Trump-administrationens nedlæggelse af verdens største udviklingsorganisation USAID og genindførelse af Global Gag Rule. Når klinikker i udsatte områder lukker, forsvinder adgangen til livsvigtig prævention og lægehjælp under fødsler. Uden ordentlig støtte øges risikoen for komplikationer, og det fører til endnu flere dødsfald blandt de mest sårbare kvinder og piger i verdens fattigste lande.
Foto: Sex & Samfund