Ny vaskevogn hjælper udsatte i København

Den 28. april 2025 kl. 11.00-13:00 markerer vi åbningen af en ny og vigtig indsats for socialt udsatte i hovedstadsområdet: Kilden – Hjerterum & Vaskerum. En vaskevogn, hvor mennesker i udsatte positioner kan få adgang til et varmt bad, rent tøj – og en stund til ro i en ellers udfordrende hverdag.

Kilden er meget mere end tøjvask og brusebad. Det er et nærværende og omsorgsfuldt initiativ, der skaber et trygt rum i storbyen. Her kan udsatte borgere få varme, renlighed, ro og menneskelig kontakt. Vognen er inddelt i fire zoner: vaskerum, baderum, toilet og pusterum – hver især designet til både praktisk brug og samtale med områdets socialrådgivere.Vaskevognen er bemandet af frivillige tre dage om ugen og er gratis at benytte for alle.

En god idé opstod

Idéen til Kilden opstod i mødet mellem Flemming Biirsdahl, organisationsbestyrelsesmedlem i AKB København, og Tanja Christabel, bæredygtighedschef i Nortec. Med hjerte og engagement har de sat fokus på et af de mest basale – og ofte oversete – behov blandt socialt udsatte.“Adgang til rent tøj og et varmt bad skal ikke være et privilegium – det skal være en selvfølge. Med dette projekt ønsker vi at give et vigtigt bidrag til nogle af de mennesker, der har allermest brug for det. For Nortec handler det om ansvarlighed, varme og menneskelighed.”

En nødvendig indsats

Cirka 6.000 mennesker lever i hjemløshed i Danmark. Mange af dem i de større byer – og næsten halvdelen i hovedstadsområdet. For dem er basale faciliteter som bad og tøjvask ofte utilgængelige. Mange overnatter på gaden, i herberger eller varmestuer, og et besøg i et møntvaskeri kan koste op til 100 kr. – et beløb, der for mange er helt uopnåeligt.

Translate »