
Haralds Bodega lukker – Hermod sender opråb: “Vi mister mere end bare værtshuse”
Haralds Bodega på hjørnet af Jagtvej og Samsøgade lukker og slukker – og det vækker både vemod og debat. I en rørende udmelding på Facebook tager Café Hermod på Østerbro bladet fra munden og leverer et stærkt forsvar for værtshusenes rolle i samfundet.
“Et vigtigt og historisk fællesskab er ved at forsvinde,” skriver Hermod. “Værtshusene har gennem årtier været steder, hvor samfundets lagkage kunne samles. Der var plads til alle – politiker, tømrer eller hjemløs. ”Opslaget skildrer værtshusenes rolle som samlingspunkt – en slags social lim, hvor generationsforskelle, status og fordomme blev efterladt ved døren. Men det er ikke længere en selvfølge.
Ifølge Hermod er mange værtshuse i dag udfordrede af en mørkere virkelighed: uro, stoffer og vold. Det forvrænger billedet og skader de steder, der engang var fyldt med varme, grin og livshistorier. “Det er ikke kun et angreb på værtshusene, men på noget meget større – på en del af Danmarks sociale kultur, der ikke må gå tabt,” lyder det.
Haralds Bodega blev i 2023 relanceret med FCK-fans og Guld-Harald som symbol på storhedstiden. Nu er det forbi, og endnu en Østerbro-klassiker føjes til listen over lukkede institutioner.
Café Hermod, som selv ligger i Vordingborggade 2 og er et fremragende eksempel på et velfungerende, lokalt værtshus, sender et klart signal: Hvis vi vil bevare de brune værtshuse, vi skal tage ansvar for, hvordan de opfattes og bruges.
“Til jer, der går på værtshuse, og til jer, der ser dem gennem et mørkere filter – I er med til at forme de historier, der bliver skrevet.” Måske er det på tide at værne mere om de steder, der i årtier har givet København sjæl, varme og fællesskab – over en kold pilsner og en god snak.‟
Haralds Bodega ligger (lå) på Jagtvej 177, 2100 København.
Læs også: Autentiske Københavnske vandhuller: Fra Hviids vinstue til Bo-Bi Bar