
Thailand har længe været en favoritdestination for danske rejsende, og interessen ser kun ud til at stige. Ifølge rejsebureauet TUI er der denne vinter blevet solgt 29 procent flere rejser til Thailand end på samme tid sidste år, og tendensen fortsætter for næste vinter, hvor salget allerede er 9 procent højere.
En af årsagerne til den stigende efterspørgsel ser ud til at være den populære TV-serie “The White Lotus”, hvis tredje sæson er optaget i Thailand. Efter seriens premiere har TUI observeret en markant stigning i søgninger på rejser til Thailand samt på seriens optagelsessteder.
TV-serier sætter rejsetrends
Det er ikke første gang, at en TV-serie inspirerer til rejser – fænomenet kaldes “set-jetting”. hvor rejsende vælger destinationer baseret på film- og TV-optagelser. Tidligere har “Game of Thrones” gjort Dubrovnik til en turistmagnet, og anden sæson af “The White Lotus” sendte rejseinteressen for Sicilien i vejret.
“Vi har set en stigning i webtrafikken relateret til søgninger på TV-seriens optagelsessteder i Thailand. Dette beviser den stærke indflydelse, som populærkultur har på rejsetendenser. Denne uge har vi også observeret en stigning i bestillinger til Koh Samui – et af seriens optagelsessteder – sammenlignet med samme tidspunkt sidste år,”.siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI.
Besynderlig serie
Vi har selv set første afsnit af sæson 1 og de første par afsnit af sæson 3, men The White Lotus må siges at være en af de mest besynderlige serier, vi er stødt på – hvilket gør den spændende. Det er svært at sige, om det er den fascinerende fortællestil eller de eksotiske omgivelser, eller begge dele der fanger folk – men én ting er sikkert: Serien har en reel effekt på rejsevaner. Serien kan ses på MAX.
Luksushoteller som i serien
For dem, der ønsker at opleve Thailand med samme luksuriøse flair som i “The White Lotus“, har TUI tilføjet det eksklusive Anantara Mai Khao Phuket Villas til deres portefølje – præcis det hotel, hvor den dramatiske åbningsscene i sæson 3 blev optaget.
Derudover tilbyder TUI også ophold på Koh Samui, Phuket og Bangkok, hvor flere af seriens scener udspiller sig. “Vi ved, at mange rejsende henter inspiration fra populærkultur og sociale medier, så vi sørger for at udvide vores produktudbud med hoteller og destinationer, der matcher den stigende efterspørgsel,” siger Mikkel Hansen.
Uanset om det er TV-serien, de kridhvide sandstrande eller den fantastiske madkultur, der trækker, er én ting sikkert: Thailand er mere populært end nogensinde.