
Den 34. udgave af PostNord Danmark Rundt bliver noget helt særligt, når feltet for første gang nogensinde indleder løbet på Bornholm. Herfra går turen videre til Sjælland, de berygtede stigninger i Vejle og til sidst den afgørende finale i Silkeborg.
1. etape – Bornholm (12. august 2025)
PostNord Danmark Rundt får en spektakulær åbning, når rytterne for første gang i løbets 40-årige historie træder i pedalerne på Bornholm. Øens kuperede terræn og smukke landskaber danner en unik ramme om starten på Danmarks største cykelløb.
2. etape – Rødovre til Gladsaxe (13. August)
Feltet rykker til Rødovre, der for første gang er med som værtsby. Rytterpræsentationen finder sted på Rådhuspladsen ved Rødovre Rådhus, hvorefter rytterne begiver sig ud på ruten gennem blandt andet Glostrup, Sengeløse, Ganløse og Måløv, inden de når den publikumsvenlige rundstrækning i Gladsaxe.
Denne etape er den tætteste på København, hvilket giver cykelfans fra hovedstaden en oplagt mulighed for at opleve løbet helt tæt på, og se dem starte i Rødovre eller krydse målstregen ved Bagsværd Kirke i Gladsaxe.
3. etape – Enkeltstart i Kerteminde (14. August)
Dagens etape bliver en spændende kamp mod uret, når rytterne dyster på en tempofyldt enkeltstart i Kerteminde. Her kan klassementsrytterne forsøge at skabe vigtige tidsforskelle.
4. etape – Svendborg til Vejle (15. August)
Årets kongeetape venter den 14. august, når feltet skal tilbagelægge 226,6 kilometer mellem Svendborg og Vejle. Med hele 2200 højdemeter bliver det en brutal dag, hvor Kiddesvej formentlig igen vil spille en afgørende rolle i klassementskampen.
5. etape – Hobro til Silkeborg (16. August)
Finalen på PostNord Danmark Rundt 2025 bliver en intens affære, når rytterne sætter kurs mod Silkeborg. For første gang er målstregen rykket til toppen af Hvinningdalvej, hvilket sikrer en spektakulær afslutning på årets løb.
Håber på stor cykel-fest i Gladsaxe
– I og med at vi i år er eneste målby på Sjælland, håber vi, at der kommer endnu flere borgere udefra, som gerne vil deltage i cykelfesten. Vi er klar til at byde alle velkomne til cykelfesten i Gladsaxe, og der er stadig steder på ruten i Gladsaxe, hvor der er plads til endnu flere tilskuere, siger borgmester i Gladsaxe Trine Græse.