Derbytømmermænd: Hvem tændte lunten i Parkens krudttønde?

Så sidder vi her mandag og forsøger at få pulsen ned, mens vi spoler frem og tilbage i en kamp, der mest af alt lignede en episode af Paradise Hotel krydset med Fight Club – og det med færre hjerner end normalt.

Efter gårsdagens Derby-cirkus er „Ramok‟ ifølge Bold blevet politianmeldt for sin skalle til Bundbys reservekeeper, Thomas Mikkelsen. Men efter at have set sekvensen 47 gange i slowmotion, vil vi lige have lov at sige: Der er mere til historien.

For hvad ser vi? Jo, vi ser Pereira der bomber ind i provokerende Pentz, hvor efter der bliver taget fat ved halsen på Pereira af Mikkelsen midt i den hektiske tumult. Og det spotter Ramaj, der står lidt i periferien. Bum – det får ham til at eksplodere, og han går direkte ind i orkanens øje. Se billedet nederst eller videoen hos Tipsbladet her.

Bundby protest over rødt

Det forsvarer ikke skallen. Selvfølgelig ikke! Men det er vel det dommeren så, der gav det røde kort til Mikkelsen, som Bundby her til morgen har indgivet en protest over.

„Dette sker på baggrund af det omfattende videomateriale, som med tydelighed viser, at Thomas Mikkelsen ikke gør noget, der berettiger et rødt kort, og derfor har Brøndby IF anmodet om, at det røde kort annulleres med øjeblikkelig virkning‟ skriver Bundby på X.

Det der virkelig satte ild til cirkusset på banen?

Pestegnens keeper Pentz. Han stiller sig som bekendt op foran Sektionen, slår hoverende ud med armene og smiler som en, der lige har snydt til en eksamen og slap af sted med det. Den slags skal man ikke gøre i løvens hule. Især ikke når stemningen i forvejen er så elektrisk, at selv lygtepælene dirrer.

„Jeg bliver nødt til at undskylde til holdet og træneren – og ikke til andre‟ siger Pentz til BT. Ikke til nogen i hvidt. Bare til rotterne. Klart.

Puls på 400 og jammerligt spil

Der er ingen tvivl: Den her kamp vil blive husket for alt andet end fodbold. Spillerne var overtændte, fansene kogte, og spillet på banen? Det var decideret jammerligt. Vi havde 60 % boldbesiddelse, 19 skud – og ét (!) farligt forsøg. Vi kunne ikke omsætte momentum til mål, men vi kunne i den grad omsætte det til et decideret kaos-afsnit i dansk fodboldhistorie.

Så „kære‟ Divisionsforening, det hjælper ikke at udelukke udebanefans – så tager spillerne bare over 😉

Hvad så nu?

Ramaj får karantæne, selvfølgelig. Men spørgsmålet er, om klubben tager yderligere skridt. Giver de ham en indskærpelse? En bøde? Bænk? Eller får han bare lov at køle ned og vende tilbage efter afsoningen? Vi ved det ikke – endnu.

Men én ting ved vi: Med Trott i buret og en koncentrationsevne som en iPad med flækket skærm, så skal vi til Herning 17. april med hænderne foldet og hjertet i halsen.

Hvis vi havde et guldbarometer, ville det lige nu stå og blinke nervøst på 30 – i ren og skær panik.

Screen fra Tv 3+

//Løver og Landshold

Billede: IA – Det kan du vel se….

Læs også: FCK – BIF: Derbyet der eksploderede

Translate »