
Nye regler for hundeavl: Slut med vejrtræknings-problemerog dårlige hofter
Hundene i Danmark går en sundere fremtid i møde. Den 1. juli 2025 træder nye regler for hundeavl i kraft og markerer et historisk skridt i kampen for bedre dyrevelfærd i Danmark. Nu bliver der sat en stopper for avl af hunde, der giver dyrene vejrtrækningsproblemer, dårlige hofter og albuer, rygproblemer eller dårligt hjerte.
Den 1. juli 2025 træder nye regler for, hvornår man må avle på kæledyr, og hvornår man ikke må, i kraft.Tiltaget udspringer af Danmarks første dyrevelfærdsaftale, som fødevareminister Jacob Jensen (V) indgik i februar 2024 med et bredt flertal af partier i Folketinget, skriver ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri samt Dyrenes beskyttelse i en pressemeddelelse.
Reglerne indebærer blandt andet, at visse hunderacer skal gennemgå sundhedsundersøgelser, før de kan indgå i avl. Det gælder særligt hunde med træk, der øger risikoen for alvorlige helbredsproblemer – som f.eks. korte snuder, for små kranier eller medfødte hjertelidelser.
Nuttethed fremfor sundhed
I Danmark har det hidtil været tilladt at avle hunde med henblik på et bestemt udseende – selv når dette udseende har medført alvorlige fysiske lidelser. Dyrenes Beskyttelse har i årtier gjort politikerne opmærksomme på, at nogle kæledyr bliver avlet for at fremme et bestemt – og ofte nuttet – udseende.