Nu kan du stemme: Hvad er særligt dansk?

Er det smørrebrød, cykelkultur eller H.C. Andersens eventyr, der bedst repræsenterer Danmark? Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har sat gang i en landsdækkende afstemning for at finde ud af, hvad danskerne mener, er vores mest unikke kulturarv.

Afstemningen skal bruges til at finde danske traditioner og skikke, der kan nomineres til UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Blandt forslagene finder man alt fra efterskoler og håndbold til hygge og H.C. Andersens eventyr – udvalgt fra næsten 10.000 bud i en folkehøring.

En komité bestående af kulturministeren selv, Ghita Nørby og Søren Ryge, med hjælp fra Det Kongelige Bibliotek, har skåret listen ned til 20 forslag. Nu er det op til danskerne at stemme. Afstemningen løber frem til den 14. maj og kan findes på Kulturministeriets hjemmeside.

Translate »