
Simon Kvamm annoncerer ekstra koncert i Royal Arena
Efterspørgslen har været så massiv, at Simon Kvamm nu tilføjer en ekstra koncert i Royal Arena på sin populære “kirketour” ALLE SANGENE. Den første Royal-koncert blev udsolgt hurtigere, end både han selv og hans agent havde turdet drømme om – og nu åbner billetsalget til en ny dato: 7. februar 2026.
“Min agent Sarah og jeg havde tænkt tanken, at man måske skulle være så dristig at booke to datoer i Royal Arena, men vi havde sgu aldrig drømt om at det skulle blive aktuelt SÅ hurtigt,” skriver Simon Kvamm.
Konceptet er det samme: En akustisk koncert i rund opstilling med publikum omkring scenen, inspireret af stemningen fra de danske kirker. Men denne gang udvidet med ALLE VENNERNE – en række gæster, der enten synger, spiller eller bidrager med noget helt tredje.
Billetsalget til koncerten 7. februar 2026 er åbent på Ticketmaster.dk.